Naturen og Økologi

No19 ligger i den skønneste natur på Vestmøn – omkranset af havet, den åbne himmel, sandstrande, skove, gravhøje og et rigt dyreliv med blandt andet havørne og sæler.

100 meter fra gården ligger Rytsebæk Strand, som er en naturstrand med sand og kun få større sten i vandet. Start eller slut dagene med et dyp i Østersøen evt efterfulgt af en afslappende stund i vores mobile sauna. Saunaen kan kan køres helt ned til kanten og i har derfor fuld panorama udsigt over havet.

Med respekt for naturen har vi omlagt vores 10 hektar marker til økologi. Her dyrker vi græs og urter som bliver høstet til hø til vores heste. Markerne og kan benyttes til fuldt udendørs event set-up med telte, scener, loungeområder og madboder. Perfekt til større arrangementer i naturen.

Vandrer I fra gården op mod gravhøjen, hører I frøernes kvækken fra den smukt anlagte sø, forberedt til padder og andre vilde dyr. Søen er omkranset af vild natur, med særligt fokus på arter der tiltrækker sommerfugle. De vilde gæs, svaner og rovfugle som havørn og Rød glenter, vandrefalk og duehøg kredser ofte over vores smukke landskab. Den sidste del af vores marker har vi udlagt til natur genopretning. Med masser af gamle frø leveret fra det gamle landskab ved Knudshoved Odde ved Vordingborg.

I foråret 2027 opføres 8 hytter omkring søen, hvilket giver mulighed for i alt 20 overnattende gæster, der får udsigt til både sø, hav og rosenhave. Har I brug for flere overnattende - intet problem - kontakt os på info@19.dk

Rosenhaven

Midt i landskabet finder I vores betagende rosenhave – en skjult perle med farverige roser, duftende blomster og krydderurter. Haven er omkranset af et rustikt håndbygget stengærde og har en betagende panorama udsigt over havet.

Rosenhavens fredelige atmosfære gør den ideel til walk & talks, stille pauser og til smukke vielser.

Møn

Møn er kendt for sin unikke natur, rolige omgivelser og særlige ø-stemning. No19 ligger 15 min. kørsel til den hyggelige købstad Stege med caféer, restauranter, butikker og et charmerende havnemiljø.

Øen har et levende kunstmiljø med lokale kunstnere, keramikere og små gallerier spredt rundt i landsbyerne.

Kun 30 min. kørsel væk finder I én af Danmarks mest spektakulære naturoplevelser – Møns Klint - Unescos verdensarv. Man kan også opleve den smukke historiske klint gennem unikke aktiviteter som rideture, mountain biking eller smukke vandreture.

Når mørket falder på, kan I opleve stjernehimlen under Dark Sky. Området omkring Møn og Nyord er et af Nordeuropas bedste steder til at opleve stjerner. Her kan man ofte se Mælkevejen og en helt særlig nattehimmel.